Præst på hospice – om ritualer i dødens nærhed Af Kirsten Dalager Buur, præst ved Hospice Søholm

“Når man er til gudstjeneste, mærker man, at man ikke er alene!” Sådan beskrev en patient sin oplevelse af at deltage i en af de korte gudstjenester, vi holder på hospice.

Gudstjenestens ritual understreger alt det, vi mennesker er fælles om: sårbarheden, fejlbarligheden, længslen efter kærligheden og dødeligheden. Men gudstjenester er ikke det eneste ritual, som hospice lægger rum til.

Der var parret i 70’erne, som havde levet det halve liv sammen med din, min og vores, og havde brug for at få velsignet deres fælles liv af Gud og børnene, nu hvor manden skulle dø og få tilsagt ordet om, at kærligheden, både Guds til os og den vi har til hinanden, er stærkere end døden. Der var manden, der aldrig blev døbt som spæd, men for hvem det dét, på kanten af livet blev vigtigt at høre dåbsritualets ord om, at døden ikke kan skille os fra Guds kærlighed. Ja at værdighed ikke er en færdighed, men er noget, vi som Guds børn skænkes kvit og frit.

Der var den døende gamle kone, hvis højeste ønske var at kunne deltage i sit lille oldebarns dåb og blive bekræftet i, at slægt skal følge slægters gang, men som ikke længere havde kræfter til at komme i kirken.

Der er de mange helt ”almindelige” samtaler med patienter og pårørende, som ikke sjældent slutter med et fadervor og en velsignelse. Mange har bedt fadervor under dynen hver eneste aften hele deres liv. Og der er bønnen og velsignelsen ved dødslejet eller ved udsyngningen, hvor vi i fællesskab lægger dét, vi ikke selv har magt over, i Guds hånd.

Når man er afmægtig, og ordene ikke forslår, skaber ritualerne ofte ”orden” og ro. Et ritual er en symbolhandling, og grundbetydningen af “symbol” er at føre sammen, skabe helhed. I dødens nærhed kan behovet for sammenhængsskabende symboler blive særligt påtrængende. Det at se og tolke livets modsætningsforhold gennem symboler kan hjælpe til at skabe mening i det meningsløse og give sprog til en glæde, en sorg, en angst eller en fortvivlelse, vi ellers ingen fyldestgørende ord har for. Ritualer kan være mere virksomme end mange samtaler.

Det, vi har nærmet os i samtalen og søgt at komme til rette med, bliver gennem ritualets ord til en symbolsk samtale med Gud. Der skabes et ”helligt” rum, som bærer, berører og bevæger på andre og mere fundamentale måder, end samtalen mellem to alene gør. Et ”hul i himlen” hvor man træder ud af sin egen verden og ser glimt af det hellige eller af Gud i det, der sker. I ritualets ”rum” skal vi ikke bære os selv, men bliver båret af noget, der er større, af Gud. Et sådant rum tilbyder vi med mindehøjtideligheden de efterladte, når vi med musik, fællessang og ord er sammen om erkendelsen af, at sorgen er den pris, vi betaler, når vi har elsket. Sorgen er i den forstand den dybeste ære, glæden kan få, som én har sagt det.

Som præst på hospice er det min opgave at bringe sådanne eksistentielle og åndelige perspektiver med ind i samarbejdet med de øvrige faggrupper i de tværfaglige drøftelser, i forskellige arbejdsgrupper, i ”Eksistenslaboratorier”, som psykologen og jeg har med personalet, og når kollegaen har behov for åndelig omsorg. Som personale slår vi følge med den døende og familien for en tid, og det berører, vækker og udfordrer hele tiden vores egne eksistentielle og religiøse overvejelser og behov.