Kære medlemmer
Kaj Munks anemonesang kom til mig, da jeg skulle skrive dette nyhedsbrev.
I disse tider, hvor verden er under forandring, den verdensorden, vi tidligere har haft som et grundlag, skælver og flytter sig, så er det svært at vide, hvad der skal ske.
Vi er midt i et forår, som blotlægger vores sårbarhed, afmagt og ansvar.
Det er vigtigt nu at holde fast, så vi kan være som anemonen:
Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
Men vi vil fejre forventningens milde glæde over anemonerne, over at vejret mildnes og over at solen kommer frem.
Der er tro, håb og kærlighed, der er fællesskab og ønsket om at hjælpe.
For os, der er aktivt arbejdende i Støtteforeningen ved Hospice Søholm betyder det, at der lægges planer for foråret.
Det vi laver er til gavn for patienter, personale og frivillige på Hospice Søholm. Vores loppemarkeder fordeles, vi drøfter med hinanden og med Hospice Søholm, hvad deres ønsker er for donationer. Noget af det, der er vigtigt nu, hvor børnerummet er ved at være færdigt, er også en god sofa til et samtalerum. Vi må heller ikke glemme, at der skal afsættes midler til haven, til drinksvognen, til ekstra vin og chokolade til de optrædende kunstnere.
Jo, der er hårdt brug for de skillinger, der kommer ved vores loppesalg.
Vi er også heldige at få donationer ind imellem ellers kunne det slet ikke løbe rundt.
Jeg vil gerne takke alle, der støtter og bakker op om vores arbejde for at skabe bedre vilkår for uhelbredeligt syge og døende samt deres pårørende