For mig var det lige så aktuelt for en tid siden, da Hospice Søholm holdt åbent hus. Det sker med jævne mellemrum, blandt andet for at give bidragydere mulighed for selv at opleve, hvad deres forening, loge eller firma hjælper.
Støtteforeningens medlemmer deltog for at gå lidt til hånde, vise rundt og tale med gæsterne. På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at en af mine forenings-fæller sad meget tæt på en mand, der så meget syg ud. Hun klappede ham på armen og havde i det hele taget en attitude, der fik mig til at stoppe lidt op. Hvor tæt skal vi komme på fremmede? Ville jeg selv kunne det samme? Overskrider vi grænser? lød mine indre spørgsmål, der hobede sig op.
Han så så dårlig ud, at jeg var sikker på, at han var patient. Bag ham stod et par yngre kvinder, der viste sig at være hans døtre.
De fortalte, at farens læge havde henvist ham til hospice, som han ikke liiige havde lyst til. Han mente, at det er en slags alderdomsinstitution. Men da han var medlem af en af de loger, der støtter os, brugte han invitationen til lidt personlig research.
Den – meget tætte – snak, han fik med min fælle, afklarede en masse spørgsmål, udryddede en masse tvivl og gav en masse ro, viste det sig. Især at han skulle udtryk for sine ønsker.
For da både hun og jeg et par uger senere var med til en koncert på hospice, kom ‘vores’ mand, så hende, lyste op og gav hende et kæmpe kram.
Han havde været så glad for snakken, at han bagefter tog mod ophold på hospice. Hans døtre takkede varmt og tillagde samtalen den afgørende betydning for hans valg. De ønskede efter hans død ingen blomster, men samlede i stedet ind til støtteforeningens arbejde.
Det endtes med en lille sammenkomst med en formel overrækkelse, så de kunne få et billede til deres mappe om deres far. Vi fik en god, stille stund med samtale og refleksion, alt sammen fordi en af vore kloge frivillige turde gå tæt på, da hun fornemmede et uudtalt behov.