Under Anden Verdenskrig arbejdede en ung sygeplejerske
på St. Thomas Hospital i London. Desværre
måtte hun under krigen opgive sit fag på
grund af en dårlig ryg, men uddannede sig som socialrådgiver
og fortsatte arbejdet i hospitalsvæsenet.
I 1947 mødte hun den polske flygtning David Tasma, der var
uhelbredeligt syg og døende af kræft. Han var plaget af store
smerter og følte, at livet havde været meningsløst. Deres mange
samtaler førte til venskab, hvor de sammen udviklede de første
tanker om, hvordan man kunne forbedre forholdene for døende.
David Tasma døde i 1948 og efterlod hende 500 pund til
at forbedre forholdene for døende
Hun fortsatte med arbejdet i sundhedsvæsenet, og her oplevede
hun, hvordan de uhelbredeligt syge blev glemt, fordi lægerne
holdt op med at interessere sig for dem, når der ikke var mere
håb om overlevelse. Desuden var hun vidne til store lidelser,
dels fordi de fysiske smerter ikke blev lindret ordentligt, og dels
fordi patienterne blev efterladt i et åndeligt tomrum, der gav anledning
til stor psykisk smerte.
Hun ønskede at forbedre forholdene for de døende, og en god
lægekollega gav hende et godt råd. Hvis hun for alvor skulle gøre
en forskel, så skulle hun læse medicin, da det var lægerne
der bestemte. Det gjorde hun så!
Der gik 19 år fra hun mødte David, til hun havde samlet penge
og viden nok til at kunne åbne verdens første moderne hospice i
1967 i London. Ovenstående er en kort historie om Cicerly
Saunders (1918-2005), grundlæggeren af den moderne hospicefilosofi.
Hospicefilosofiens historie Af Heidi Krohn Didriksen
