Glæde, grill og goder – En loppes liv

En stor grill, bøger og godt porcelæn, herligt, tænkte og sagde Krista Franck, da et ældre par gerne ville betænke støtteforeningen med salgbare gaver.

Det er ikke første gang foreningens formand og autodidakte kræmmer er med til at skaffe hospicegoder via loppesalg, så hun fornemmer hurtigt, hvad der er værd at studere nærmere.

”Vi kører altid ud for at se på tingene”, slår Krista fast, ”for vi får så mange gode tilbud. Mange af ‘lopperne’ tager vi med på marked, andre sælges via Den Blå Avis (dba.) Vi vejer, vurderer og sorterer for til sidst at drøfte priser. De inspireres af andre handler, hvad nyprisen engang har været, hvad nogen lige har hørt om, og så lander vi et sted, somme tider rigeligt højt i pris – andre gange det modsatte. Men det hele handler om, at lopperne får et godt hjem, samtidig med at vi får midler til f.eks. at købe blomster til have og krukker på Hospice Søholm.”

Lopper har i dagens genbrugs-Danmark mange størrelser, inklusive den Weber-udgave, Krista og hendes medkræmmer, Hannah, håbede på, at der nok var tale om. Så de aftalte afhentningsmøde med de taknemlige givere, der var engagerede efter en nær pårørendes sidste tid på et hospice. Det havde været en enestående oplevelse, der udløste ønsket om at støtte sagen. Og det gjorde de med mange fine ting, der blev pakket i Kristas Skoda, før de nåede til grillen bag huset.

Så blev der helt stille.

Fantasiens Weber var i det virkelige liv en King-size luksus-udgave, flere meter på hver led, og med fire gasblus. ALT for stor til både inderlomme, bagagerum og loppemarked.

”Så stod vi fire velmenende mennesker med fælles hospice-sag og anede ikke vore levende råd,” fortæller Krista Franck.  Det varede dog ikke længe, før de blev enige om at tage et foto, måle ‘køkkenet’, og sætte det til salg i dba. Grillen skulle så blive stående og vente på en køber.

12 timer efter meldte den første sig, og efter lidt kontakter mellem parterne, landede forløbet i ren harmoni: Køberen fik en eksklusiv kæmpegrill til en favorabel pris, parret havde både fået ryddet op og hjulpet den sag, de var kommet til at føle så stærkt for, og støtteforeningen kunne igen skaffe goder til Hospice Søholm.

Få dage efter var de resterende ting solgt efter annoncering i dba.

Giverne havde fundet foreningen på Stavtrups hjemmeside, hvor den har et opslag om lopper.

Kirsten Bisgaard

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *