Frivilligheden blomstrer på Hospice Søholm! v. Vibeke Andkjær Harrit, Frivilligkoordinator

Det er et meget dejligt og inspirerende arbejde at få lov til at stå i spidsen for alle de frivillige, der dagligt har deres gang på Hospice Søholm.

Gennem de seneste to år er gruppen af frivillige, der har lyst til at gøre en forskel på Hospice Søholm til glæde for indlagte patienter og deres pårørende, været støt stigende til i dag ca. 50.

I begyndelsen af 2022 havde TV2 Østjylland en meget fin udsendelsesrække på tre, der blev vist søndag aften. Udsendelserne fulgte tre frivillige, som fortalte om deres indsats – det har klart været medvirkende til den store søgning, der er efter at blive frivillig på Hospice.

For første gang har vi nu venteliste til at blive frivillig på Hospice Søholm – hvilket vi kun kan være taknemmelige for.

En gruppe frivillige er i Støtteforeningen, hvor de bl.a. arbejder på at udbrede kendskabet til Hospice Søholm og samler penge ind. En anden gruppe er inde på Hospice og en tredje er i Sansehaven. Senest er der kommet seks frivillige til, der skal være Navigator.

En Navigator kan følge en patient der udskrives eller følge en sårbar efterlevende, der har brug for ekstra støtte og omsorg i en svær tid i en periode på ca. tre måneder.

Alle frivillige gør en forskel for vores indlagte patienter og deres pårørende, så den sidste tid bliver så god som mulig.

Vi arbejder ud fra hospicefilosofien om:

  • At skabe rammer, der giver de bedst mulige forudsætninger for livskvalitet, selvværd og en værdig død.
  • At den døende og dennes pårørende oplever en helhedsorienteret indsats præget af åbenhed, betingelsesløs accept og bekræftelse af den syges værdi som menneske.

Konkret i forhold til at være frivillig, handler det om “at skabe liv i huset” gennem aktiviteter for indlagte patienter og deres pårørende.

Det medmenneskelige nærvær til patienter og pårørende udspringer af samværet omkring aktiviteten.

Ofte kan man høre lyden fra en koncert, guitarspil, fællessang eller man kan deltage i en kreativ aktivitet. Det er dejligt at opleve de frivilliges engagement.

Der bliver også tilbudt gåture, cykel ture på vores nye rickshawcykel, en god kop kaffe eller hygge omkring et måltid.

At de frivillige har tid til nærvær, hygge og omsorg er tydeligt at mærke til glæde for alle, der færdes på Hospice.

Tusind tak for jeres store indsats!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *